Hvem er Hellboy?
Hellboy bliver fremkaldt til Jorden under Anden Verdenskrig som en del af et okkult forsøg, der skal give mørke kræfter adgang til menneskenes verden. Da de allierede finder ham, er han ikke det frygtindgydende væsen, profetierne har lovet, men en lille rød skabning med horn, hale og en alt for stor højre hånd. Professor Trevor Bruttenholm vælger at møde ham med omsorg frem for frygt og giver ham navnet Hellboy. Den beslutning bliver afgørende for hele fortællingen. Hellboys liv begynder ganske vist med et ritual, men hans identitet bliver formet af den familie, der tager imod ham. Derfor handler hans historie mindre om, hvor han kommer fra, og mere om hvad han gør med den oprindelse, han aldrig selv har bedt om.
Som voksen arbejder Hellboy for Bureau for Paranormal Research and Defense, som oftest forkortes B.P.R.D. Organisationen undersøger hjemsøgte huse, glemte gravkamre, uforklarlige forsvindinger og væsener, der normalt kun findes i gamle sagn. Hellboy bliver sendt ud, når en sag kræver både fysisk styrke og erfaring med det overnaturlige. Han kan aflæse en fare, som andre ikke ser, men han er sjældent interesseret i at gøre et stort nummer ud af sin viden. For ham er et levende skelet, en rasende ånd eller en flere hundrede år gammel forbandelse i høj grad en del af arbejdet. Det giver fortællingerne deres særlige blanding af horror og underspillet humor: omgivelserne kan være skræmmende, mens Hellboy selv reagerer som en træt håndværker, der endnu en gang er blevet kaldt ud til en besværlig opgave.
Hans mest genkendelige våben er Right Hand of Doom, en enorm stenhånd, som næsten ikke kan ødelægges. Den gør hans slag voldsomme, men dens betydning er langt større end den rent fysiske styrke. Hånden er knyttet til den rolle, som overnaturlige magter mener, Hellboy skal spille i verdens undergang. Hver gang nogen forsøger at fortælle ham, at hans fremtid allerede er bestemt, bliver hånden derfor et synligt symbol på konflikten mellem skæbne og fri vilje. Han bærer nøglen til en katastrofe på sin egen krop, men nægter at lade den definere, hvordan han lever. Netop derfor er Hellboys vigtigste evne måske ikke hans styrke. Det er hans stædige ret til at sige nej.
Udseendet gør det umuligt for Hellboy at glide ubemærket ind i menneskenes verden. Han filer sine horn ned, går i lang frakke og forsøger på sin egen måde at leve et nogenlunde praktisk liv, men han vil altid blive set som noget fremmed. Alligevel opfører han sig ofte mere menneskeligt end de personer, der vil udnytte ham. Han beskytter uskyldige, holder fast i sine venner og møder selv mærkelige væsener med en overraskende grad af medfølelse. Hellboy ved, at et uhyggeligt ydre ikke automatisk afslører, hvem der er monsteret. Den erfaring gør ham mindre tilbøjelig til at dømme andre på forhånd og giver ham en særlig plads blandt superhelte: Han er ikke bare helten, der bekæmper monstre, men også den, der forstår, hvordan det føles at blive kaldt et.
Hellboy er født ind i en profeti, men lever som om hverdagsvalget stadig betyder mere.
Fra oprindelse til ikon
Hellboy er praktisk, stædig og morsomt uimponeret af det overnaturlige. Han vil hellere finde den konkrete årsag til en hjemsøgelse end høre på en lang tale om verdens skæbne, især hvis profetien handler om ham selv. Hans tørre bemærkninger er ikke kun vittigheder. De fungerer som et værn mod alle dem, der forsøger at gøre ham til et symbol, en konge eller et redskab. Når han svarer en højtidelig fjende med irritation, bringer han konflikten ned på menneskelig størrelse. Under den hårde attitude ligger en dyb loyalitet til professor Bruttenholm og til de mennesker og væsener, han har valgt som familie. Hellboy kan forlade en organisation eller gå sin egen vej, men han vender ikke let ryggen til nogen, der har brug for hans hjælp.
Forholdet til Bruttenholm er centralt, fordi professoren giver Hellboy noget, som ingen profeti kan tilbyde: en barndom og et moralsk udgangspunkt. Hellboy lærer ikke at gøre det rigtige, fordi universet belønner ham for det, men fordi et andet menneske viste ham tillid. Den tanke følger ham gennem mødet med trolde, hekse, spøgelser og gamle guder. Han er ofte omgivet af væsener, som siger, at blod, arv og gamle aftaler bestemmer alt. Hans eget liv er et levende modargument. Omsorg kan skabe en stærkere identitet end ophav, og et menneskeligt fællesskab kan betyde mere end den plads, man angiveligt er født til at indtage.
Arbejdet i B.P.R.D. viser samtidig, at Hellboy ikke står alene. Bureauet samler mennesker og overnaturlige skikkelser, som hver især har erfaringer, der ligger uden for det normale. Her kan hans særlige baggrund være en faglig styrke i stedet for en grund til at blive udstødt. Han er en erfaren feltagent, ikke en maskot, og hans løsninger bygger ofte på en blanding af instinkt, historisk viden og modet til at gå tæt på problemet. Alligevel er han ikke en fejlfri efterforsker. Utålmodigheden kan få ham til at åbne en dør for tidligt eller slå først, før hele ritualet er forstået. De fejl gør ham mere troværdig og betyder, at hans sejre sjældent føles som en automatisk følge af hans kræfter.
Mike Mignolas univers væver folkesagn, gotisk horror, hekse, vampyrer, gamle guder og lokale spøgelseshistorier sammen. En fortælling kan begynde med en ensom kirke eller et forladt hus og langsomt åbne sig mod en meget større mytologi. Hellboy bevæger sig naturligt gennem disse lag, fordi han både er en moderne efterforsker og en figur fra en ældgammel fortælling. Stilheden og de mørke rum betyder lige så meget som kampene. Ofte opstår spændingen i det, der kun anes: en statue i baggrunden, et navn i en gammel bog eller en advarsel, som ingen tog alvorligt. Når volden endelig bryder ud, føles den som afslutningen på et mysterium frem for hele pointen med historien.
Den visuelle stil har gjort Hellboy til et ikon, der kan genkendes på en silhuet. Den røde krop, de afsavede horn, den gule øjenfarve, frakken og den uforholdsmæssigt store stenhånd danner en figur, der er enkel at aflæse, selv når omgivelserne næsten drukner i skygge. Det grafiske udtryk understøtter personligheden: Hellboy fylder fysisk, men han optræder sjældent som en poleret eller ophøjet helt. Han bliver beskidt, slået omkuld og tydeligt irriteret. Kombinationen af monumental form og jordnær adfærd gør ham både mytisk og nærværende. Man kan tro på, at han står over for verdens ældste ondskab, samtidig med at man også tror på, at han helst ville have været fri.
Hvorfor Hellboy stadig virker
Figuren gør skæbne til noget, man kan svare igen på. Hellboy er bogstaveligt mærket af sin oprindelse, og tegnene på den er synlige for alle, han møder. Alligevel nægter han at lade andres forventninger bestemme hans moral. Det er en enkel idé med stor følelsesmæssig kraft. Mange mennesker kender oplevelsen af at blive placeret i en rolle på grund af familie, udseende, baggrund eller tidligere valg. Hellboys situation er fantastisk og overnaturlig, men spørgsmålet er genkendeligt: Er man det, andre siger, man er, eller kan man skabe sig selv gennem de handlinger, man gentager?
Fortællingerne giver ikke et let svar. Hellboy kan ikke fjerne sin fortid, og han kan heller ikke løse alle konflikter ved blot at erklære sig fri. De gamle kræfter bliver ved med at vende tilbage, og hans hånd forbliver en del af ham. Friheden ligger derfor ikke i at slippe for historien, men i at vælge sit svar på den. Hver gang han hjælper et menneske, skåner et misforstået væsen eller nægter at udføre den rolle, andre har planlagt, bliver identiteten skabt på ny. Heltemodet findes i gentagelsen. Det er ikke én stor tale, der redder Hellboy fra skæbnen, men mange konkrete beslutninger truffet under pres.
Humoren er en anden grund til, at historierne holder. Hellboys bemærkninger bryder den højtidelighed, som let kunne have gjort universet tungt. Han kan stå midt i et ritual med verdensomspændende konsekvenser og stadig reagere på et irriterende monster som på en dårlig dag på arbejdet. Det gør ham ikke ligeglad. Tværtimod viser det, at han har været i mørket længe nok til ikke at lade sig imponere af enhver trussel. Den tørre tone skaber en tæt forbindelse til læseren, fordi Hellboy ofte siger det, man selv tænker, når en skurk bliver for optaget af sin egen tale.
Samtidig tager historierne det overnaturlige alvorligt. Folkesagnene er ikke blot pynt, der skal føre frem til en kamp. De har stemning, sorg og deres egne regler. Nogle væsener er farlige, andre er fanget i gamle løfter, og flere befinder sig et sted midt imellem. Hellboy møder derfor konflikter, hvor styrke ikke er nok. Han må forstå, hvem der taler sandt, hvad et ritual betyder, og om en tilsyneladende fjende i virkeligheden er offer for noget større. Det giver plads til melankoli og moralske gråzoner i en genre, der ellers let kan ende i klare opdelinger mellem godt og ondt.
Hellboy fungerer også, fordi han ikke søger berømmelse. Han redder ikke verden for at blive hyldet, og han virker ofte utilpas ved tanken om at være centrum for en stor fortælling. Han løser opgaven, fordi nogen skal gøre det, og fordi han ved, hvordan det føles at stå alene over for kræfter, man ikke forstår. Den arbejdende helt er mindre glamourøs end mange klassiske superhelte, men netop derfor føles han nær. Han har ingen perfekt offentlig identitet og ingen blankpoleret facade. Han har erfaring, ar, dårlige vaner og et moralsk kompas, der er blevet prøvet igen og igen.
I sidste ende siger Hellboys historie, at ophav ikke er det samme som identitet. Han kan ikke ændre, hvad han er, men han kan vælge, hvem han hjælper, hvilke relationer han beskytter, og hvilken hånd han rækker frem. Hans frihed findes i den stædige gentagelse af det valg. Derfor er Hellboy mere end en stærk dæmon med en markant silhuet. Han er en fortælling om at leve med det mørke, man bærer, uden at give det lov til at styre retningen. Det er en konflikt, der kan fortælles i utallige former, og som stadig gør ham til en af de mest menneskelige figurer i den moderne superhelteverden.